07

Hvem er flytterne?

Tænk på dig selv. Hvem er du under en flytning? Er du projektledertypen, der laver lister om at lave lister, som sørger for at melde flytning til Post Danmark, bestille flyttebil og som hellere vil farvesortere sølvskruer, end du vil samle skabe? Eller er du den hjælpeløse flytter, der har brug for projektlederen, for hvor i alverden skulle du vide fra, at man selv skal bestille en flyttebil?

I vores undersøgelse af de flytteivrige danskere, har vi identificeret fem roller, eller personaer om man vil, som danskerne indtager, når de flytter. Der er nemlig mange danskere, der flytter. Og mange danskere er lig med mange forskellige personligheder, som har brug for forskellige ting under en flytning. En projektleder har ikke brug for, at alting bliver skåret ud i bølgepap, mens den hjælpeløse måske har brug for lidt ekstra vejledning, når der skal bestilles nyt internet.

De her personaer kan du bruge, når du skal udvikle content, produkter og services til de flytteivrige danskere. De har nemlig forskellige kendetegnet, de interesserer sig for vidt forskellige ting, og de har brug for forskellig kommunikation. Du skal altså bare finde ud af, hvilken persona du vil gå efter, og så serverer vi deres interesser på et sølvfad. Velbekomme.

Rodehovedet er typen, der uden bekymringer lader halve eller hele år passere forbi, før de kommer helt på plads i deres nye bolig. De er altså lidt langsommere om at komme på plads, og det gør dem egentlig ikke noget, at alt ikke står snorlige. Halvdelen af rodehovederne bor alene, og om det skyldes deres rod eller andre faktorer, kan vi desværre ikke afgøre. Rodehovedet er en kreativ og idérig type, der er vild med at have god tid til at forkæle sig selv. Når det kommer til penge, er rodehovedet en spontan forbruger, der er tilbøjelig til at bruge penge uden at tænke over det, så med denne persona er der altså mulighed for at få nogle penge i kassen. Rodehovedets hjerte banker for miljøet, og interesserne for denne persona kredser om film, historie og grøn livsstil. Så altså: Hvis du gerne vil have fingrene i rodehovedet, skal du tale til deres afslappethed med indhold om eksempelvis miljø eller livsstil.

Handymanden er ham eller hende, der udfører alt det praktiske under og efter flytningen. Det er altså handymanden, der svinger hammeren, malerpenslen og vaterpasset, når flytningen står på. Handymanden er, modsat rodehovedet, nem at bo sammen med. I hvert fald bor 87% af målgruppen sammen med en partner. Handymanden er kedetegnet ved at være mere optaget af lokale anliggender end nationale spørgsmål. Personaen er en solid partner, der holder sig nede på jorden, og denne stabilitet kommer også til udtryk i handymandens forbrugsvaner: Personaen er en indkøbsseddelstype, og vedkommende holder sig allerhelst til sin liste. Så undgår man nemlig uforudsete udgifter. Handymandens interesser kredser om biler, teknologi og sport. Med denne persona skal du som annoncør forsøge at tale til det, som er allervigtigst: Nemlig praktikken #nemt.

Projektlederen. Du kender sandsynligvis typen. Den der ”det skal jeg nok gøre”-type. ”Det har jeg styr på”. ”Tingene på min indkøbsseddel står i den rækkefølge, som jeg møder produkterne i butikken”-typen. Når det kommer til flytninger, er projektlederen den person, der starter hele flytteprocessen med sine drømme og undersøgelser af boligpriser, nabolag og muligheder for lån. Projektlederen er også den, der med totalt overblik koordinerer flytningen fra første opkald til ejendomsmægleren til bestilling af ny internetleverandør. Når projektlederen rykker ind i en ny bolig, har vedkommende en lidt anden tilgang til det med at få tingene på plads, end rodehovedet har. Projektlederen sørger nemlig for at komme hurtigt på plads efter flytningen, og ser helst, at alt står snorlige fra dag et. Projektlederen er, ikke overraskende, en persona, som godt kan lide at være i kontrol, og 38% kan godt lide at lede andre. Personaens største force er planlægning, og hvis du skal kommunikere til projektlederen, skal du huske, at vedkommende allerede har ret godt styr på det meste. Sørg derfor for at være en hjælper på sidelinjen frem for en førerhund. På den måde opretholdes projektlederens ønske om kontrol nemlig.

Æstetikeren er den, der står for indretningen af et hjem. Personerne i denne målgruppe synes selv, at de har god stil, og det understreges gennem køb af det nyeste indenfor moden. For æstetikeren er et smukt hjem vigtigere end praktisk orden, så på det punkt adskiller æstetikeren sig fra handymandens og projektlederens praktiske sans. Denne persona er en kreativ type, som helst gør tingene på sin egen måde, og så er popularitet vigtig for æstetikeren. Det viser sig også i æstetikerens forbrug, som er meget centreret omkring andres anbefalinger og anerkendelse af internationale, kendte varemærker. Personaen er altså optaget af luksus og anerkendelse, og personaens primære interesser kredser om sund livsstil, personlig pleje og karriere.

Den hjælpeløse er sådan en type, der skal have hjælp til det meste under flytningen. Og her dækker ”det meste” over alt fra bestilling af flyttebil, nedpakning, indretning, bestilling af nyt internet og hele praktikken omkring sådan en flytning. Under den seneste flytning havde 75% af de hjælpeløse andre personer til at udføre de praktiske ting både før og under flytningen. Denne persona er altså en passiv flytter, der har brug for hjælp til det meste. Den hjælpeløse er meget optaget af at passe ind, opføre sig ordentligt og undgå alt, der lugter af fare. Når det kommer til forbrug, er den hjælpeløse påvirkelig, og personaen synes generelt, at der er alt for mange beslutninger, som skal træffes i livet. Den hjælpeløse er den af de fem personaer, der har mest brug for hjælp, og hvis du skal have fat i de hjælpeløse flyttere, er det vigtigt, at du tager den i hånden og gør det nemt for dem. Ellers er der nemlig risiko for, at de giver op og glemmer dig.

Du kan læse meget mere om de fem flyttepersonaer HER.

Nu har vi præsenteret dig for fem forskellige roller, som danskerne indtager, når de flytter. Fandt du dig selv iblandt? Eller en du kender? Måske drømmemålgruppen for lige præcis dit produkt?