Nu har vi vist fået det slået fast for alvor: Danskerne flytter mere end nogensinde før.

Betyder danskernes flytteivrighed så, at danskerne har lige præcis nul betænkeligheder ved at flytte? At valget om at flytte træffes lige så let, som det er at sige ”så bare et lille stykke mere”, når fredagskagen går en sin anden omgang om bordet? Nej.

At sammenligne kage og flytning er lige som at sammenligne æbler og pærer. Eller, nej. Det er det faktisk ikke. Æbler og pærer har en hel del til fælles: Begge er frugter, der begge indeholder 0,1 gram flerumættede fedtsyrer og 1 gram natrium. Kage og flytning har knap så meget til fælles. Faktisk har kage og flytning lige præcis intet til fælles. Beslutningen om at spise et stykke kage er ikke en livsforandrende begivenhed – medmindre du er allergiker og vælger at smage på mandelkagen. En flytning er derimod en beslutning, der kan ændre dit liv.

En flytning har mange positive følger for danskerne: En ny bolig med nye muligheder og muligheden for en ny hverdag. Men overvejelsen om en flytning kan også sætte tankemøllen i gang:

Hvem bliver mine nye naboer mon? Hvad nu hvis de er typerne, der ikke klipper deres hæk? Vi har altid haft gode naboer, men hvad hvis de nye ikke er gode? Hvad gør man så? Bliver vi så nødt til at skrive til Mads & Monopolet? Eller flytter man igen? Torben og Helle flyttede jo på grund af dårlige naboer…

Alle vores gamle studievenner bor jo her. Hvad nu hvis vi ikke finder nogen, som vi klikker med i vores nye nabolag? Og selv hvis vi finder nogen, som er tilpas søde/sjove/hjælpsomme/åbne, hvordan i alverden får vi så kontakt til dem? Da man var barn gik man jo bare over og sagde ”skal vi lege?”, og så var man venner. Det gør man jo ikke som voksen… Vel?

Tør vi rykke børnene op med rod, bare fordi vi har fået nyt arbejde/trænger til forandring/har brug for et større hus? Emma har nogle rigtig gode veninder i børnehaven, og Victor er blevet så glad for sit fodboldhold. Vi voksne skal nok tilpasse os, men hvordan tager børnene imod en helt ny hverdag, hvor de ikke bare bliver fjernet fra deres venner, men også fra de pædagoger og lærere, som de er så glade for?

Hvad hvis vi mister relationen til vores venner og familie? Vi rykker jo længere væk fra dem, og vi vil selvfølgelig gerne køre for at se dem – men er de også villige til at køre for at besøge os? Da Rikke og Andreas flyttede, mistede vi jo kontakten til dem. Risikerer vi at miste vores venner, fordi vi flytter?

... Vi ved, hvad vi har. Men vi ved ikke, hvad vi får. Vil vi virkelig flytte?

Tanker, overvejelser og risikoberegning er der masser af, når danskerne overvejer at flytte. Så selvom tallene viser, at danskerne flytter som aldrig før, så er det for de færreste noget, man bare lige gør. Der er nemlig en lang række pains (fancy bureausprog for udfordringer, red.) forbundet med at flytte.

Og hvad skal den viden så bruges til? I det foregående kapitel fortalte vi jo, hvordan annoncører gennem digitale, programmatiske indkøb kan ramme danskerne lige i den flyttesituation, hvor deres produkt er relevant. Og det i sig selv er jo meget smart. Men det er ikke helt nok.

Hvad der er endnu smartere er nemlig, at man ved at tage fat i nogle af de pains, som danskerne oplever i forbindelse med en flytning, kan skabe content, kommunikaiton, produkter og rådgivning, som faktisk er relevant.

Forestil dig en bueskytte, der sigter mod en skydeskive. Bueskyttens pil er de digitale flytteaudiences, som sikrer, at vi rammer danskerne på det helt rigtige tidspunkt. Skiven, som bueskytten sigter efter, er formet som et hjerte, og symboliserer (ja, du gættede det nok) danskernes hjerter. Som bueskytte er det vigtigt, at man har fornemmelse for både pil og skive. Det samme gør sig gældende for annoncører. Uden en pil kan man ikke ramme sit publikum, og uden en skive skyder man i blinde. Vi har præsenteret dig for pilen. Nu skal vi snakke om skiven.

Gennem undersøgelsen af danskernes flyttevaner har vi identificeret fire primære udfordringer udfordringer (vi bør virkelig revurdere vores brug af fancy, engelske udtryk), som danskerne tumler med:

Hvordan bliver det nye naboskab?

Hvordan får man nye voksenvenner?

Hvordan reagerer børnene?

Hvordan fastholder vi relationen til vores gamle venner?

Vi har allerede præsenteret tankerækken, der relaterer sig til de forskellige udfordringer. Nu vil vi udfolde de elementer i hver udfordring, som annoncører skal forholde sig til, når de udvikler kommunikation.

Og vi har – klassisk bureau – udviklet en model. Eller rettere: Et kommunikationskompas: